Præsteenker og cølibat
I 1555, nogle år efter reformationen, blev Davinde kirke et anneks til Allerup kirke, og havde herefter ikke egen præst, men fik prædiken når præsten var færdig i Allerup. Degnen kom, når han var færdig på Odense Skole. Først den 30. juli 1914 blev kirken igen selvejet af Davinde menighedsråd. I Allerup kirke kan man se en mindetavle over præsterne Laurits Olufsen og hans efterfølger Jørgen Jørgensen, som begge var sognepræster for Allerup-Davinde i 1600-tallet. På tavlen er der også gjort plads til, at deres kone Annes dødsdag kunne indgraveres. Det er dog enten ikke blevet gjort, eller er blevet påmalet for derefter at være falmet væk.
Anne havde først været gift med Laurits og derefter Jørgen, præsteenker fulgte nemlig ofte med præstegården, og blev således gift med den nye præst. Præsten var på denne måde sikret husholderske, og enken skulle ikke understøttes af for eksempel kirkeejeren eller bispen. Ved reformationen i 1536 blev det nærmest et krav, at præster var gift, men allerede i katolsk tid levede sognepræsterne sammen med såkaldte præstedejer, og var ikke underlagt de samme forventninger om cølibat som f.eks. bisper, munke og nonner.
I sin sidste embedstid fik Jørgen Jørgensen svært ved at varetage sine opgaver, for i vinteren 1640 blev Niels Cramer Rasmussen ansat som hjælpepræst i Allerup-Davinde. Jørgen døde to måneder efter, og hans enke, Anne, giftede sig med sognepræsten i Fraugde, Christen Olufsen. Som en slags tilgift til Anne og Christens ægteskab, arvede parret alt, hvad Jørgen efterlod. De blev gift imellem februar 1641, hvor Jørgen døde, og 21. oktober samme år, hvor arvesagen påbegyndtes. Ved den lokale domstol fremstod Anne og Jørgens børn, deres arveberettigede børnebørn samt den nye præst Niels, og gav afkald på deres ret til at arve efter Jørgen, så arven ville tilfalde Christen på vegne af Anne. Siden slutningen af 1300-tallet havde præsterne kunne skrive testamente og have arvinger. Dog ikke til kirkens besiddelser eller rigdomme. Dette styrkede præsternes og de lokale kirkers økonomiske grundlag, og gjorde dem mere uafhængige af overordnede, som kunne få interesse i arven.
Niels overtog altså ikke præstekonen, og var måske allerede gift eller forlovet. Han fik nemlig døtrene Anna Margrethe og Nicoline Christiane Fredericia, der begge blev gift til Rønninge.
