Landsby og landbrug
Anlæggelsen af Davinde by vurderes at have fundet sted i overgangen fra vikingetiden til middelalderen. Den havde dengang samme form med den slyngede vej som i dag, da kun få af gårdene omkring vejen er blevet flyttet, og fordi de nedlagte eller tilkomne ikke har udfordret byens form. Gårdenes jorde og marker lå omkring byen, som de gør det i dag.
Omkring 1100-tallet begyndte de fynske bønder at gå over til dyrkningssystemet vangebrug. Her blev markerne dyrket i fællesskab af landsbyboerne, og jorden blev skiftevis dyrket og lå brak. Optegnelser fra 16- og 1700-tallet viser, at Davindes marker var delt ind i tre vanger, hvoraf nogle lå i vangelag med nabobyerne Birkum, Tarup og Hudevad. Her skulle landsbyerne koordinere dyrkningen, og deles om udgifterne. Størstedelen af Davindes marker blev dyrket i to år ad gangen for derefter at hvile i ét. Nogle få hvilede i seks år. De to mindre nordøstligt beliggende områder i sognet, Nyhaven og Kohaven, lå brak i 12 år efter at have været dyrket i to. Kun omkring 40% af ejerlavet har været opdyrket, formentlig fordi vådområderne ikke kunne drænes, og først i moderne tid er tørret ud. Omkring vådområderne voksede urten bukkeblad, hvis rødder bønderne i området brugte som erstatning for humle i øl på grund af dets stærke bitterhed.
Ved udskiftningen i slutningen af 1700-tallet, hvor fællesarealerne skulle fordeles mellem gårdejerne, blev det en mulighed for godsejerne at tildele husejerne mere jord. De fik oftest tildelt mindre jordlodder i et samlet markområde, som i dag kaldes husmandskolonier. Her kunne husmændene dyrke haver eller lade deres dyr græsse. Nyhaven nord for vejen til Kappendrup yderst mod sognegrænsen var en husmandskoloni.
