Invitations-fest i forsamlingshuset
Inden Rundskuedagen blev der lørdag den 12. maj afholdt en fest i Davinde forsamlingshus, hvor den officielle invitation skulle gives. Arrangørerne fra Odense Rundskue blev forinden festen budt velkommen af den lokale Anna Pedersen, der var blevet udpeget som Davindes turistfører for odenseanerne. Hen ad eftermiddagen bød formanden for rundskuet Frode Carlsen velkommen i det fyldte forsamlingshus, og inviterede sognebeboerne til rundskuedagen. Herefter overrakte borgmester I. Vilhelm Werner den officielle indbydelse, et brev på papyrusrulle til Jørgen Andersen, sognerådsformanden i Allerup-Davinde. Forinden arrangementet havde Jørgen Andersen eskorteret de seks kandidater til Frk. Odense titlen til Davinde, og overrakte dem nu blomsterbuketter og præmier. Kandidaterne gik ned i salen og hentede Davinde sogneråds øvrige medlemmer til scenen, hvor de fik en stor cigar hver og et, ifølge journalisten på Fyns Social-Demokrat, ”ikke usynligt” kindkys. Turistchefen i Odense Bent Nielsen tog over og præsenterede Davinde-beboerne for de attraktioner, de skulle opleve i Odense. Han fortalte små historier om Odense og knyttede morsomme kommentarer til Odensefilmen ”Eventyr og Virkelighed”. Frk. Odense kandidaterne delte blomsterbuketter ud til deltagerne, og så blev der serveret kaffe. Her takkede førstelærer O. V. Sørensen for invitationen på beboernes vegne.
BILLEDE af Davindes turistfører Anna Pedersen
https://arkiv.dk/vis/3918292