En brik i et større spil
Som en del af sin pension fik lensmanden på Odensegård, Christian Knudsen Akeleye, i 1618 Davinde som len. Et len var et område, som en lensmand forvaltede for kongen, og fik tiende fra, kongens og kirkens skatteindtægter, så længe han garanterede en del af områdets tiende til kronen. Selvom Sanderumgaard ejede størstedelen af gårdene i Davinde fra 1585 til 1850, skulle disse stadig betale tiende til kongen og kirken. Derfor kunne kongens lensgård, Odensegård, stadig opkræve tiende fra bønderne i Davinde og uddele dem til deres vasaller. Christian Knudsen Akeleye må have afstået eller frasolgt Davinde len inden han døde forarmet i hertugdømmerne i 1632, for i 1626 overtog storkøbmanden og embedsmanden i Odense, Hans Nielsen Kølenbrun (eller Chulenbrun), Davinde lens konge- og kirketiende. Det var formodentlig Hans Nielsens betaling for at være referent på Fyns landsting eller for et andet erhverv, han udførte for lensmanden på Odensegård. Hans Nielsen blev i 1626 landstingsskriver efter at have betjent forskellige stillinger ved kongens administrationer på Dalumgaard og Odensegård. Han havde været i kongens tjeneste siden 1610, og var fra 1634 til 1651 borgmester i Odense. Generelt købte eller fik købmænd og borgmestre i Odense mindre dele af Odensegårds len, som betaling i løbet af 1600-tallet.
Når lenet skiftede hænder, eller skatten ændrede sig, skulle bønderne mødes og anerkende ændringerne. Sådanne indkaldelser var en formalitet, og fungerede til at dokumentere overenskomsten og skattebetalingen mellem lensmanden og bønderne. Om end der kunne opstå knas mellem bønderne og lensherren. Et eksempel på dette kan du finde i afsnittet Anneksgårdene. Bønderne i Davinde blev i 1642 indkaldt af Hans Nielsen til at møde på den regionale domstol Aasum Herreds Ting. Her skulle de anerkende Hans Nielsen som deres lensherre og forpligte sig til at betale kongens og kirkens tiende til ham. Til gengæld skulle gårdene ikke betale andre skatter til kongen eller kirken. Bøndernes tiende til Nielsen lød på 16 ½ pund korn hvert år. Det skulle betales som en halvdel byg otte dage før Mortensdag og en halvdel rug senest på Mortensdag. Det skulle leveres enten i Odense eller Kerteminde.
Få år efter, i 1647, havde Rønningesøgaard overtaget Davinde len. Hvorfor vides ikke, men det kunne være, fordi Hans Nielsen havde pantet eller solgte lenet til ejeren af Rønningesøgaard for at få rede penge på hånden. Nielsen klagede nemlig året forinden sin nød til kongen over, at han havde mistet sin formue i Torstenssonfejden – hans ”opsparing til alderdommen” var ham blevet ”frataget på bæltet”. Torstenssonfejden har navn efter general Lennart Torstensson, der ledte den svenske hær, som i 1643 besatte Jylland. I oktober 1644 udslettede en forenet hollandsk-svensk flåde en stor dansk flåde ved Femern-bæltet, og det er muligvis ved dette nederlag, at Hans Nielsen mistede sin formue. Da Nielsen døde i 1651, nævntes konge- og kirke-tiende fra Davinde ikke. Men hans sønner Niels og Christen fik af kongen nogle af kronens anparter af tiende under betingelse af, at de færdiggjorde deres studier. Niels fik Østrup sogn, og Christen fik Davinde sogn. Forløbet illustrerer, at bøndernes skatteafgifter ofte kunne skifte hænder, og at tiende fungerede som aflønning og betaling i kongens administration.
