Babysalmesang for alle
Kære mødre/fædre og børn i Fraugde, Allerup og Davinde
Vi har babysalmesang i Fraugde kirke om tirsdagen kl. 11.
En rolig og hyggelig stund for de allermindste med sang og nærvær i fokus.
Kom og vær med til en rolig og hyggelig stund i kirken med sang, fagter, dans og masser af nærvær mellem mor/far og barn.
Vi synger ca. 40 minutter og afslutter gerne med en kop kaffe i sidefløjen.
Alle med en baby er velkomne. Max. 8 babyer.
Tilmelding skal ske til kirkesanger Trine Lunau, e-mail: Trinelunau@gmail.com
Om babysalmesang
Hvert femte barn går til babysalmesang, og ikke uden grund. Babysalmesang giver nærvær til mor/far og barn i barselstiden.
Babysalmesang kan varmt anbefales som et supplement eller alternativ til de gængse mødregrupper. De, der kun ønsker den musikalske del, kan nøjes med den - og de, der ønsker selskab og samtale om mere end bleskift og bøvser, har rig mulighed også for det.
Derfor babysalmesang
Babysalmesang og rytmik er en sjov og utraditionel måde at udvide sit sang- og salmekendskab på.
Vi ved, at sang opleves stærkt hos det lille barn, og sangen etablerer tryghed og nærvær med forældrene.
Musikken stimulerer barnets sansemotoriske udvikling og opbygger barnets selvværd.
Vi synger for babyer, fordi menneskets sanseapparat er allermest åbent i barnets første leveår.
Selv små med kolik er faldet godt til ro under sangen.
Salmer beroliger børn
Musikprofessor Inge Marstal har gjort den opdagelse, at vore gamle salmesange har en særlig evne til at berolige små børn.
Sammen med teolog og retoriker Helene Dam har Inge Marstal skabt det forholdsvis nye koncept 'babysalmesang'.
Fra nyfødt til kravlealder
Børnene kan være med, fra de er nyfødte til de kravler (ca. 1 år). Sammen med børnene deltager mødre, fædre og/eller bedsteforældre.
Lejlighedsvis er det muligt at have ældre søskende og/eller gæster med.
Alle kan synge
Ingen skal holde sig tilbage, i den tro de ikke kan synge. Vi kan alle synge, og for det lille barn er mors og fars stemmer de bedste i verden.
Sådan gør vi
Vi samles i kirkens kor, hvor børnene ligger på deres dyne eller tæppe.
Så går vi i gang med en goddag-sang, og stille og roligt synger vi os gennem hele kirken efter princippet følg mig. Ved hjælp af enkle instrumenter og rekvisitter synger og leger vi salmer, sange og remser.
Sammen oplever forældrene og barnet musikken og teksterne og opdager kirkerummets mange muligheder.
Når vi har været programmet igennem (45 – 50 min.), er der kaffe og te til mødrene/fædrene og mulighed for at amme, skifte, made og pusle om de små, mens vi snakker hyggesnak.
Vi nyder dejlige unger med strålende øjne og store smil, glad pludren og begejstrede hvin. Vi deler glæder, sorger og erfaringer. Et dejligt pusterum i hverdagen.
Holdet ledes af kirkesanger Trine Lunau.
En gang ugentligt
Deltagelse er gratis
I må meget gerne melde jer til, så vi får mulighed for at danne hold på en passende størrelse (max. 8–10 børn)