Davinde Kirkes historie

Davinde kirke er bygget i det 12. – 13. århundrede.

Omkring 1450 blev kirkeskibet forlænget, og kun langmurene fra den oprindelige kirke blev bevaret. Tårnet blev tilbygget mellem 1450 og 1550. Heri hænger en klokke med indskriften ”I herrens år 1483 – Hjælp Gud og Maria” på latin. I år 2010 blev en ny klokke ophængt ved siden af den gamle, da denne ikke tåler automatisk ringning. I 2015 er denne viden faktisk blevet helt konkret, idet der er blevet foretaget en såkaldt Dendrokronologisk træprøve (udtagninger af kirkens tagværk). Ved prøver af kirkens skibstag er det ældste resultat fra 1458 og det yngste fra 1507, i våbenhus er det 1491. Prøver foretaget i tårnet har desværre ikke givet resultat. Prøverne, hvis de lykkes, er meget nøjagtige. Ikke blot året kan fastlægges, man kan også se, hvorvidt et træ er fældet om vinteren eller sommeren.   

Tårnrummet blev i 1885 indrettet til våbenhus. Den tidligere sidefløj på kirkens sydside er i 2015 åbnet op ind til kirken og indgår nu i kirkens almindelige aktiviteter.

Den firkantede døbefont i granit er hugget ud i én sten og har et georgkors på hver side. Dåbsfadet i messing er fra ca. 1650 med et motiv, der forestiller Adam og Eva ved Livets træ. Dåbskanden af tin er sandsynligvis lavet i Odense ca. 1860.

I 1932 blev prædikestolen renoveret, og billeder af Jesus, Jakob, Peder, Andreas og Johannes afdækket. Man fandt samtidig Margret Skovgårds navnetræk med årstallet 1599 på stolen.

Altertavlen er et maleri, som viser Kristus på korset med de to Maria’er og Johannes. Det blev skænket til kirken af Kammerherre O. Vind og hustru, Sanderumgaard, i 1918. Tidligere stod der på alteret et kors, som nu hænger over døren til tårnet. Alterkalk (Odense, sidste halvdel af 1500), disk (1720) og oblatæske (1978) er i sølv.

I kirken findes en klingpung, der er forsynet med en stang og en sølvklokke med indskriften: Davinde kirke 1794. Den blev brugt ved indsamlinger i kirken til omkring 1920.

Davinde kirke har hørt under forskellige godser. Den blev i 1686 overdraget til Jørgen Rantzau til Krengerup, som i 1699 solgte den til Frederik Gersdorff til Bramstrup og Lindved. Kirken blev ved disse godser til 1793, da den blev solgt til Hofmarskal Johan Bülow, Sanderumgaard. I 1914 overgik den fra familien Vind, Sanderumgaard, til selveje.

I kirkens østgavl er indsat en gravplade over Johan Bülow. I nærheden findes en gravsten over Cornelius Petersen, folketingsmand og gårdejer, Davinde, d. 1876. Derudover findes i kirkegårdens nordvesthjørne  Vinds familiens gravsted.

Altertavlen i Davinde kirke

Hvem har malet altertavlen i Davinde kirke, og hvornår er den malet?

Erik Vind fra Sanderumgaard har med sin tilknytning til Davinde og ikke mindst kirken en naturlig og forståelig interesse for kirkens altertavle. Han har indtil videre fundet frem til følgende:

David B. Kaaring fra Nationalmuseet har ifølge Erik Vind ikke kunnet finde data om altertavlen i museets beretnings- og korrespondancearkiver og kan derfor ikke hjælpe med at opklare, hvem kunstneren er. Han oplyser dog, at der i en rapport anføres, at maleriet menes udført omkring 1900.

Kaaring vurderer, at der er tale om en kopi af Pierre Paul Prud’hons Korsfæstelse fra 1822, der tilhører Musée du Louvre. Se Prud'hons maleri her til venstre, nederst (klik for forstørrelse).

Eller måske er der snarere tale om en kopi med tilpasninger, for det ser ud til, at der er fire personer i Davinde-maleriet, hvor der tilsyneladende er en figur, som støtter den besvimede jomfru Maria.

Altertavlen i Davinde kirke antages således at være en kopi af Pierre Paul Prud’hons Korsfæstelse fra 1822 malet omkring år 1900.

Kopien er sandsynligvis malet af Ellen Hofman-Bang (1879-1971), der bl.a. er kendt for sine altertavler til kirkerne i Gerskov og i Otterup. Læs mere her om slægten Hofman-Bang til Hofmansgave.

Altertavlen i Davinde kirke Altertavlen i Davinde kirke