Runestenen fra Allerup

Mange steder kan man læse om runestenen fra Allerup, men hvor kan man egentlig se den? Svaret er: Ingen steder – og sådan har det desværre været i næsten 400 år!

I 1622 modtog landets biskopper et kongeligt brev, der var udsendt på anmodning af oldforskeren Ole Worm. Brevet indeholdt en opfordring til, at man fra stifterne indsendte oplysninger om ”antikviteter”, herunder runeindskrifter. Mange af de indberettede runesten blev efterfølgende besøgt og beskrevet af den norske tegner Jon Skonvig, og til Allerup kom han omkring 1627. Ved Skonvigs besøg blev det konstateret, at runestenen sad indmuret i kirkens vestside, og der havde den siddet så længe nogen kunne huske. Fra Skonvigs hånd foreligger en forenklet tegning og kortfattet beskrivelse, og han angiver, at stenen var ca. 76 cm høj, ca. 31 cm bred og ca. 15 cm tyk. At dømme ud fra tegningen har der været et bånd af runetekst på bredsiden såvel som på stenens ene kant, og denne oplysning tyder samtidig på, at stenen har været indmuret i et hjørne af kirkebygningen.

Stenens ufuldstændige indskrift lyder i oversættelse: ”..Tholfs søn, han tog denne sten i …(og) satte den efter (sin) fader og (sin) moder Tonne (?).

Ud fra en runologisk og sproglig vurdering dateres runeindskriften til overgangen mellem vikingetid og middelalder – i årstal vil det sige omkring 1025-1100. Set med nutidens øjne er Allerup-stenens indskrift lige så indholdsløs som så mange andre runetekster, da den blot fortæller, at personen x rejste et mindesmærke over y – i dette tilfælde vedkommendes forældrene. I en samtid, hvor kun få kunne tyde teksten, har budskabet utvivlsomt stået anderledes stærkt, og det er nærliggende at tro, at Tholfs søn var en lokal stormand. Hvor han boede, og hvor han oprindeligt fik rejst runestenen, er imidlertid gået tabt i glemslens tåger.

Hvordan og hvornår runestenen endte i kirkemuren, kan man ikke sig. Det kan være ved bygningens opførelse omkring 1300 eller i forbindelse med en senere reparation, hvor man må forestille sig, at bygmestrene har forsynet sig med råmaterialer fra de lokale bønders stenbunker.

Allerup-stenen betragtes som tabt, og ingen har da heller set den siden 1620’erne, men det kunne være meget værre endda! I 1652 udsendte Frederik III et reskript til alle danske lensmænd, hvori han befalede en række runesten indsendt til hans samling på Trinitatis kirkegård i København. Blandt disse var Allerup-stenen. Mange vigtige runesten – bl.a. et meget spændende eksemplar fra Avnslev kirke på Østfyn – endte på den måde i hovedstaden – og flere gik bedrøveligvis til ved den store brand i 1628! Den tragiske skæbne overgik ved skæbnens lune ikke Allerup-stenen, antagelig fordi den sad i kirkens murværk.

Og mon ikke stenen endnu sidder et sted i kirkens vestmur, som nævnt antagelig i et hjørne, hvor både bred- og smalside er synlig. Måske er den i dag dækket af så meget kalk, at dens konturer er helt udvaskede. Måske var det noget for lokalhistorisk interesserede Alleruppere at spejde efter en sten med de ovenfor beskrevne mål i kirkens mure? Når kirken en gang skal restaureres, bliver der så lejlighed til at kigge ekstra grundigt efter, om der skulle være indhuggede tegn i nogle af stenene. Hvem bliver mon den heldige, der genfinder mindesmærket for Tonne og Tholf?

Læs mere om danske runeindskrifter:'

Museumsinspektør Mogens Bo Henriksen, Odense Bys Museer