04/02/2025 0 Kommentarer
Præsteindsættelse af Lauge Lindqvist d. 9. og 16. februar i Allerup og Davinde Kirker
Præsteindsættelse af Lauge Lindqvist d. 9. og 16. februar i Allerup og Davinde Kirker
# Nyheder

Præsteindsættelse af Lauge Lindqvist d. 9. og 16. februar i Allerup og Davinde Kirker
Det er os en glæde at kunne præsentere vores nye præstevikar Lauge Lindqvist.
Lauge er ansat som vikar for Allerup, Davinde og Højby sogne. Lauge vil indgå i et samarbejde med vores faste sognepræst Søren-Herluf Mohr Sørensen, der har sin primære ansættelse i Fraugde Sogn.
BEMÆRK:
Lauge indsættes som præst i Allerup Kirke søndag den 9. februar kl. 9.30 og i Davinde Kirke søndag den 16. februar kl. 9.30.
Vi håber, at mange vil møde frem og byde Lauge velkommen til vores sogne.
Lauge deltager desuden i gudstjenesten i Fraugde Kirke søndag den 9. februar kl. 11.
Vi i menighedsrådene og i personalegruppen byder velkommen til Lauge. Du kan læse hans præsentation af sig selv herunder.
---
Jeg hedder Lauge Lindqvist og er jeres nye præstevikar.
Jeg er 32 og bor i en lille lejlighed på Frederiksberg sammen med min hustru.
I juni blev jeg færdig med mit teologistudium på Københavns Universitet, og i december blev jeg færdig på pastoralseminariet.
Torsdag d. 30.1.2025 blev jeg ordineret i den smukke domkirke i Odense og jeg har dermed fornøjelsen af at have jeres kirker som mine første arbejdspladser i min gerning som præst. Det glæder jeg mig helt enormt til!

Samtidig med studiet har jeg arbejdet blandt andet som kirketjener- og kordegnevikar, og i et halvt år, efter jeg afleverede min bachelor-opgave, arbejdede jeg fuld tid som gartner på Ordrup Kirkegård i Gentofte, inden jeg vendte tilbage til universitetet.
Jeg er først blevet døbt som voksen, efter jeg begyndte på teologistudiet. Man siger, at man kan opleve en troskrise, når man arbejder akademisk med teologi. For mig var den troskrise med omvendt fortegn. Jeg kæmpede længe imod, men måtte til sidst sige, at jeg jo er et troende menneske.
I min studietid har jeg været meget optaget af især den filosofiske del af studiet. Jeg skrev mit speciale om den danske teolog og filosof K.E. Løgstrups analyse af tillid. Et emne jeg bestemt ikke blev færdig med!
En så kort beskrivelse på bogstaver er sjældent fyldestgørende, og det håber jeg heller ikke dette eksemplar er. Jeg glæder mig til at lære jer allesammen at kende, og håber ikke, I vil holde jer tilbage med at sige hej.
De bedste hilsner
Lauge Lindqvist
Kommentarer